Ahornparken

Botilbuddet er bygget efter almenboliglovens § 105.

Servicedelen er omfattet af servicelovens §§ 83 og 85.

Ahornparken er et specialiseret botilbud i Helsinge med personale hele døgnet.
Der er 29 selvstændige lejligheder fordelt på 3 enheder med fællesrum.
Borgerne på Ahornparken er yngre voksne med udviklingshæmning, autisme, som fordrer støtte, struktur og rammer for at trives. Ahornparken er opført og ejes af AAB.

For at kunne bo på Ahornparken skal beboeren have tilkendt et forsørgelsesgrundlag, typisk Social pension. Beboeren indgår en huslejekontrakt med boligselskabet på samme vilkår som andre i almene boligsammenhæng. Der betales forud for forbrug af varme.

God balance imellem privat liv og fællesskab med andre ligesindede

Huset er delt op i tre levegrupper med 9 lejligheder i to af grupperne og 11 lejligheder I den sidste levegruppe.

Ahornparken er bygget i Maj 2006, det er et dejligt lyst hus med mange muligheder.
Der er pædagogisk personale knyttet til hver gruppe, de støtter den enkelte beboer efter dennes individuelle behov.

Som beboer på Ahornparken

Når man bor på Ahornparken, deltager man i stedets aktiviteter efter ønske, og inddrages i stedets opgaver efter evne. Der skal gøres rent og vaskes tøj i lejligheden, der skal laves mad og købes ind.

Madlavning foregår i gruppens fælles køkken, der er praktisk hjælp fra personalet i den udstrækning der er behov. Det forventes ikke, at beboerne kan lave et helt måltid mad, men man skal hjælpe til. Alle der bor på Ahornparken er beskæftiget ude i byen i dagtimerne. Det kan være på beskyttet beskæftigelse eller samværstilbud.
Vi tilbyder, at beboeren har en hverdag om ugen, hvor han/hun har “hjemmedag”.  Her kan beboeren få hjælp til at klare alle de personlige gøremål som er forbundet med at bo I vores botilbud. Det er her man klare bank, læge, tandlægebesøg. Måske en tur i byen og handle eller på restaurant/café. Dette foregår sammen med personale.

Ferier og frihedsaktiviteter

Der er mulighed for at deltage i ferier med bofæller og personale.
I forbindelse med ferier er det beboerne selv der betaler egne udgifter.

På Ahornparken tilbyder vi fritidsaktiviteter med afsæt i vores fællesrum “Café Helmuth”.

Udover de højtider og faste traditioner vi har, er der tilbud som: bankospil, fisketur, filmaftener, cafeaftener med musik og dans og andre arrangementer.